En tropsspejder kan dobelt så meget som de selv tror, og ti gange så meget som deres forældre tror.
Det beviser vi år efter år, når troppen bruger en hel uge på at lave kollektiv på Søspejderstationen.
I denne uge bor troppen sammen, og passer deres hverdagssysler med skole, fritidsaktiviteter, lektier. Og samarbejder om husholdningen med indkøb, madlavning, rengøring (også toiletterne) og ugeplanlægning.
Med andre ord, bliver Søspejderstationen deres faste "base", og deres spejderkammerater deres "bofæller" for en stund.
Lederne hjælper med rammesætning af uge-, mad-, rengørings- og indkøbsplaner, og kommer også til at være tilstede fra tid til anden (hvis vi får lov af spejderne). Men hele konceptet er, at spejderne skal klare sig så meget som muligt uden ledernes indblanding - og helt uden forældrehjælp.
For når man får øget frihed, øger man selv sin ansvarstagen.
Ugen koster 500 kroner, som er beregent ud fra en ris pr måltid på 20 kroner, samt en buffer, der i slutningen af ugen kan bruges på en tur i svømmehallen, marinemuseeet eller andet gøgl.
Til de utrygge forældre, der kommer til at savne deres barn:
Kollektiv-ugen har kørt hos Aalborg Søspejdere i nogle år i træk efterhånden, inspireret af gode erfaringer fra andre grupper. Og vi ledere kan mære, at spejdernes fælles ansvarlighed vokser år for år, i takt med at flere har prøvet det før. Oplevelsen er generelt, at spejderne er gode til at forstå og tage højde for hinanden.
Og desuden, så er spejderne ikke helt alene. Om mandagen er der jo alligevel mini- og juniormøde, så der kommer ledere rendende. Tirsdagen kommer tropsledelsen, fordi der er tropsmøde. Torsdag er der klanmøde, og den afsluttende lørdag er ledere, klan og forældre (inklusive forældre) med til at hjælpe troppen søsætte jollerne.
Vi lægger stor vægt på i år at sikre, at troppen på første dag får planlagt alting, så de fælles opgaver deles ud på fællesskabet, og at alle forpligter sig til både at være tilstede på aftalte tidspunkter og at løse de tjanser, de nu har. Og så lægger vi i år også stor vægt på at lave faste aftaler med spejderne, så de kender rammerne, de kan udskeje sig indenfor.
Lederne er til rådighed på telefon, og kan hurtigt komme ned, hvis der er behov.