Uniform og påklædning
Uniformspolitik og -vejledning
Som spejder bærer man spejdertørklæde. Tørklædet kan bæres alene eller sammen med uniformsskjorte, logobeklædning eller andet.
Man er uniformeret, når man bærer en af de blå DDS uniformsskjorter, T-shirt, softshell, eller andet med DDS logo og spejdertørklæde.
Spejdere vælger beklædning ud fra, hvad der er praktisk i forhold til vejret eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt ift. den aktivitet, spejderne udfører.
Spejdere skal overveje de signaler, der sendes i valg af påklædning. Dette gælder også ift. hvilke signaler der sendes, når uniformen anvendes til andet end spejderaktiviteter.
Placering af mærker på uniformen
Her kan du se, hvor på uniformsskjorten de forskellige spejdermærker skal sys på. Tjek også fotoet i toppen af artiklen, der viser, hvor de forskellige mærker er syet på.
Højre front:
Over højre lomme skal du placere gruppemærke: "Aalborg Søspejdere". På selve lommen skal dit divisionsmærke "Jens Bang Division" sidde.
Højre arm:
På højre arm sidder alle dine færdighedsmærker, forløbsmærker og kilometermærker. Sejlgrader placeres øverst på højre arm, oftest på skulderen.
Venstre front:
De nye uniformer har DDS korpsmærke broderet på uniformen, men ellers skal det placeres over venstre brystlomme. Din årsstjerne skal du sy på nederst til venstre på venstre forlomme (ind mod midten af uniformen).
Venstre arm:
Søspejdermærket, det store med redningskransen, øverst på venstre ærme nærmest skulderen. Herunder placeres alle mærker fra ture, løb, lejre og spejdercentre.
Pakkeliste til hyttetur
På en hyttetur, som typisk afholdes i vinterhalvåret, vil vi både være inde og ude i længere tid, så man skal beregne tøj til begge. Hytterne er opvarmede og har normalt både madrasser og service, så det behøver man ikke. Husk til gengæld indesko. Praktisk pakkes det i en sportstaske eller dufflebag, ikke kuffert. En lille dagrygsæk er god til at have regntøj, mad, krus og vandflaske med på dagsturer og løb. Pak bagagen så de selv kan bære det og mærk det vigtigste med navn.
Bemærk dog at vi kan finde på at kombinere hyttetur med sheltertur eller andet, som kræver både rygsæk, bestik, underlag og varm sovepose.
Medbring: Din bagage skal pakkes så du kan bære den selv. Vi hjælper minierne.
- Praktisk, varmt og vandtæt tøj og fodtøj - vi skal ofte være meget ude og skal på løb
- Skiundertøj, overtøj og varm trøje, hue, vanter og halstørklæde
- Ekstra sæt tøj og strømper/sokker
- Indesko
- Drikkedunk og krus
- Lygte eller pandelampe
- Kniv/dolk
- Tandbørste, lidt vaskegrej og lille håndklæde er nok.
- Sovepose og varmt nattøj og sovedyr. Underlag normalt ikke nødvendigt.
- Lille rygsæk til regntøj og drikkedunk til ture i området
- Det er ok at medbringe en lille smule slik. Nogle gange beder vi om at nogle bager kage eller boller.
- Evt. spisegrej, viskestykke hvis det står tilmeldingen
- Evt. sangbog, spil og et blad eller bog.
Mobiltelefoner
Mini og junior bedes lade deres mobiltelefon blive hjemme! Den risikerer alligevel bare at blive våd eller væk, når vi laver aktiviteter udenfor. Lederne har deres telefoner med, hvis det skulle blive nødvendigt. Forvent ikke lederne passer på telefonerne for spejderne.
Køb af tøj og udstyr
Vi anbefaler enten at købe nyt udstyr eller finde noget brugt på nettet - valget afhænger af hvad det er for noget udstyr, der skal købes.
Friluftsloppen - Trash to Treasure
En facebook-gruppe med rigtig meget godt brugt tøj og udstyr. Link her: https://www.facebook.com/groups/187998909286/?ref=share
Spejdersport
Køb dit udstyr hos Spejdersport og få spejder-rabat, overskuddet fra Spejdersport går tilbage til Det Danske Spejderkorps og derved alle de sjove kurser, lejre og hytter.
Friluftsmagasinet
Læs mere om ture og udstyr og meget andet på friluftsmagasinet.dk